Svend Åge Madsen (DK)
SVEND ÅGE MADSEN (DK)
SVEND ÅGE MADSEN (DK) er en af dansk litteraturs grand old men. Han har altid haft blik for det uforudsigelige. Det, vi andre ikke har opdaget endnu.
Og så skubber han til stadighed til grænserne for, hvad fiktionen kan.
SVEND ÅGE MADSEN (f. 1939) har altid været på forkant. Fremskrivninger af fremtiden og teknologiens muligheder og faldgruber står som et centralt omdrejningspunkt i forfatterskabet, som bliver ved med at udfordre læserens virkelighedsopfattelse.
Madsen har siden debuten med romanen Besøget i 1963 skrevet mere end 30 bøger og har efter eget udsagn 2.600 ideer liggende i sit idékatalog. Senest er ideen om Esben, der forelsker sig i den unge kvinde Tessa, blevet til romanen Esbens fire liv (2024). Tessa er ikke nogen helt almindelig kvinde – hun er nemlig udstyret med en digital hjerne. Esbens fire liv er en roman om kunstig intelligens og menneskelig bevidsthed, som åbner op for nogle af tidens mest presserende spørgsmål: Hvor går grænserne for teknologien, og hvordan adskiller kunstig intelligens sig fra det at være menneske.
Svend Åge Madsen gæster NORD til en samtale om teknologi og begær, kunst og kunstig intelligens med Anders Søgaard.
”Jeg er i hvert fald nået frem til én klar forskel på menneskelig og kunstig intelligens, nemlig at vi mennesker er nysgerrige. Den kunstige intelligens er luddoven. Den vil hellere sidde med hænderne i skødet og sætter ingenting i gang af sig selv.”
– Svend Åge Madsen i Weekendavisen