Niviaq Korneliussen (GL)
NIVIAQ KORNELIUSSEN (GL) repræsenterer et nybrud i den moderne grønlandske litteratur. I 2021 blev hun tildelt Nordisk Råds litteraturpris for Blomsterdalen. En roman, der insisterer på at åbne op for det, ingen vil tale om: de døde.
NIVIAQ KORNELIUSSEN (f. 1990) debuterede med den banebrydende generationsroman HOMO sapienne i 2014, et stærkt portræt af en grønlandsk ungdom og en bog, som åbnede op for erfaringer om homoseksualitet, identitet og kærlighed.
Da Korneliussen modtog Nordisk Råds litteraturpris i 2021 for sin kun anden roman Blomsterdalen (Naasuliardarpi), kaldte juryen den bl.a. ”en smuk, men også smerteligt rå fortælling”. Her bliver jeg-fortællerens ellers lyse studietilværelse i Danmark og forholdet til kæresten Maliina farvet af et mørke og en melankoli. Som kun 13-årig oplever den navnløse hovedperson det første selvmord i Grønland. Selv vil hun begraves mellem de høje fjelde i Tasiilaq, blandt de navnløse grave på kirkegården i Blomsterdalen. Den dysfunktionelle ungdomskultur, hun har oplevet i Grønland har svært ved at slippe hende.
Blomsterdalen er en original og barsk roman om kærlighed, svigt og sorg.
Om at insistere på at tale om alle de unge, der dør for egen hånd. Også selvom andre ikke vil tale om det.
Korneliussens blik for kunstens potentiale afspejles bl.a. i hendes arbejde med Den Rejsende Forfatterskole, der inviterer unge grønlændere til at udtrykke sig gennem et poetisk sprog.