Jonas Eika (DK)
JONAS EIKA (DK) er en af dansk litteraturs skarpeste stemmer.
Som den yngste nogensinde modtog Eika Nordisk Råds litteraturpris i 2019 for novellesamlingen Efter solen. Eikas forfatterskab er præget af en stærk form- og genrebevidsthed, og det kredser ofte om en kritisk undersøgelse af samfundskræfter, overdrevet behov for fremdrift og om normer.
På NORD bliver det muligt at få allerførste indblik i Jonas Eikas kommende roman. I Åben himmel følger vi en række kvinder fra den religiøse bevægelse beginerne, i et lille beginehus i byen Liège. De kæmper mod forfølgelse fra Kirken, og de må slutte sig sammen med byens fattige og marginaliserede i en stor, messiansk opstand. Fortællingen er centreret omkring den unge, lidt generte begine Ida, der gradvist træder frem som en slags modvillig profet. Hun begynder at få visioner, blandt andet om den unge Jomfru Maria, der kæmper imod et bureaukrati af engle, hvilket udvikler sig til et selvstændigt handlingsspor i bogen.
Åben himmel er en undersøgelse og en radikal genforhandling af nogle af de kristne grundfortællinger, der stadig præger vores kultur i dag.
Det er en genreeksperimenterende, historisk roman om skam, begær og alt det vidunderlige og besværlige ved at skabe et nyt, politisk fællesskab.